Båltale 2026 – Bænkens år
– Af Ulla Kræmer
Kære naboer, sommerhusfolk, digelagsmedlemmer, bænkeflyttere og andre interesserede.
Når jeg tænker tilbage på vores fælles historie, så kan den faktisk deles op i kapitler.
Det første år gik vi i ring. Vi ringede. Vi skrev. Vi dannede nærmest en ring om hinanden her i Ulvshale.
Der blev sendt mails, sms’er, høringssvar og bekymrede spørgsmål. Vi holdt møder om møder, og hvis
nogen havde foreslået et møde om møderne, havde vi sikkert også gjort det.
Året efter stod vi i stampe.
– Vi ventede på bedre tider.
– Vi ventede på afklaringer.
– Vi ventede på rapporter.
– Vi ventede på beregninger.
– Vi ventede på svar.
Og mens vi ventede, blev vi efterhånden så gode til det, at venten næsten blev en disciplin på linje med
orienteringsløb og kajakroning.
Men i år vil jeg gerne tale om noget andet.
Jeg vil gerne tale om en bænk.
For en ny legende er født.
Ikke en hvilken som helst bænk.
Nej.
Vores bænk.
De fleste bænke står ét sted hele livet. De bliver grå af vejr og vind. De ser på solnedgange. De lytter til
sladder. De bliver fotograferet af turister og brugt af trætte hundeluftere.
De lever et stille og værdigt bænkeliv.
Men ikke vores bænk.
Vores bænk har ambitioner.
Vores bænk har været mere rundt i området end mange af os andre.
– Den blokerer ikke udsigten.
– Den spærrer ikke stien.
– Den larmer ikke.
– Den sender ikke vrede mails.
– Den kommenterer ikke på Facebook.
– Den indgiver ikke klager.
– Den er bare en bænk.
På et tidspunkt forestiller jeg mig, at bænken er kommet på dagsordenen til et bestyrelsesmøde.
Formanden åbner mødet:
Er der problemer med diget?
– Nej.
Er der styr på økonomien?
– Ja.
Har vi sendt penge til COWI
– Ja.
Er der styr på myndighederne?
– Nogenlunde.
Godt.
Så bliver der stille.
Meget stille.
Og så kommer spørgsmålet:
“Bænken? Hvad gør vi med bænken?”
Pludselig retter alle sig op i stolene.
Kort bliver foldet ud.
Luftfotos studeres.
Målebånd findes frem.
Der indhentes muligvis satellitdata.
Nogen peger alvorligt mod horisonten.
En anden nikker bekymret.
Og der træffes en beslutning.
Bænken skal flyttes.
Igen.
Nu rykker bestyrelsen med største alvor ud i samlet flok, indhenter fotodokumentation og måler op,
forestiller jeg mig, at bænken tænker:
“Ikke igen.”
“Jeg er en bænk.”
“Jeg er bygget til at stå stille.”
“Jeg søger ikke udvikling. Jeg søger stabilitet.”
Men stabilitet er åbenbart ikke noget, man bare får foræret i Ulvshale.
Jeg tror faktisk, at bænken efterhånden har udviklet en vis mistillid til mennesker med målebånd.
Normale bænke bliver glade, når nogen sætter sig på dem.
Vores bænk får hjertebanken.
For den ved aldrig, om personen bare vil nyde udsigten eller er sendt af bestyrelsen for at vurdere, om
den skal flyttes 4,5 meter mod nordvest.
Man må dog anerkende engagementet. Der findes mennesker, som flytter bjerge. Vores bestyrelse
flytter bænke.
Og lad os være ærlige:
Det er trods alt lettere at få en bænk til at flytte sig end et bjerg. Så måske er det egentlig bare sund
økonomisk sans.
Efterhånden er bænken blevet mere end et møbel.
Den er blevet et symbol.
Et symbol på udholdenhed.
På tålmodighed.
På lokal handlekraft.
Og på den helt særlige evne til at finde problemer, selv når problemet fredeligt sidder og passer sig
selv.
Måske vil kommende generationer spørge:
“Hvor stod den berømte bænk egentlig?”
Og så må vi svare:
“Det kommer an på datoen.”
Derfor vil jeg foreslå, at vi fremover ikke kalder den en bænk.
Vi kalder den et vandremonument.
Et mobilt kulturminde.
Et dynamisk opholdsmøbel.
Eller måske mere præcist:
Ulvshales mest overvågede trækonstruktion.
Så lad os løfte glasset for bænken.
For dens tålmodighed.
For dens udholdenhed.
For dens evne til at holde mund gennem hele processen.
Og for at den har bragt os noget sjældent i disse tider:
Et emne, som næsten alle kan være enige om.
Skål for bænken – må den en dag få lov at blive stående så længe, at selv bestyrelsen glemmer, hvor